Terapi Silkeborg
SAMTALE - VÆRDIER - BALANCE
Du er i trygge hænder hos mig
Sammen finder vi nye veje, så du igen kan finde balance i dit liv…
Jeg arbejder med menneskers livshistorier, og jeg ser noget værdifuldt og betydningsfuldt i alle fortællinger.
Jeg tilgår ethvert individ med nærvær, engagement og respekt for det levede liv og de vilkår der har været/er til stede.
Mit mål er at du kommer til at føle dig fri i dine tanker, at du mærker fremskridt og kommer i kontakt med dine værdier, og det som er vigtigt for dig.
Mennesker der har været hos mig fortæller:
“Sarah“:
“I mit forløb med Birgitte, blev jeg mødt med en ro og en forståelse, I hendes nærvær føles det altid trygt og for hver samtale, blev mit hjerte lettere. Hun bar mig igennem de sværeste lag, hvor jeg selv havde mistet fodfæstet. Med hendes støtte, fik jeg bearbejdet det tunge og sat ord på det der før var kaos og aldrig havde troet jeg turde tale om. At vælge Birgitte er noget af det mest betydningsfulde, jeg har gjort for mig selv”
“Anne“:
“Jeg snakkede med Birgitte på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg følte mig fastlåst og uden egentlige handlemuligheder på et bestemt område. Jeg følte mig afmægtig. Birgitte hjalp mig til en ny forståelse af problemet, så jeg kunne se det fra en anden vinkel og det blev overraskende håndgribeligt. Det var en rigtig god oplevelse - Birgitte er kompetent, nærværende og let at snakke med. Jeg gør det gerne igen.”
Jeg tilbyder
Individuelle samtaler:
Samtalerne vil have forskellig form, afhængig af hvad du ønsker at have fokus på. Udgangspunktet vil altid være at tale til dine styrkesider og støtte dig i troen og tilliden til, at kunne træffe de valg som føles rigtige for dig. Jeg vil sammen med dig være bærer af håbet og troen på en positiv forandring, og på at styrke din tillid til at du kan (gen)vinde kontrol over dit liv, mærke forløsning og finde nye handlemuligheder.
Familiesamtaler:
Nogle gange kan der være behov for at inddrage dine nærmeste. Det gøres på kærligste måde, ved at invitere de mennesker som er vigtige i dit liv, ind til en samtale i en tryg ramme på neutral grund. Når kommunikationen eller samspillet er gået skævt, er det ofte fordi vi har glemt at lytte til hinanden, eller fordi vi i vores overbevisning om at den anden part er forkert på den, har mistet respekten for hinanden. I familiesamtalen får I hjælp til gensidigt at fortælle og lytte, uden at skulle forsvare jer, eller føle jer vurderet og dømt. I støttes i at opnå større forståelse for hinanden og dermed blive bragt tættere sammen. I familiesamtalerne tales der i børnehøjde, såvel individuelt som fælles, og jeg vil tage nænsomt hånd om de vanskeligheder I oplever, så alle føler sig mødt og respektfuldt inddraget.
Parsamtaler:
Der er store følelser på spil i livet med vores allernærmeste og i perioder kan det ske, at vi bliver opslugt af hverdagens travlhed og glemmer at tale om det som er vigtigt eller svært, fordi vi er bange for at såre hinanden. Der kan opstå misforståelser, konflikter, skænderier, vrede og frustrationer og når stemningen er dårlig reagerer vores børn og ændrer måske adfærd eller isolerer sig. Hos mig, får I hjælp til at bryde tavsheden, mærke lindring og bevæge jer mod mindre kommunikationskrig og bedre trivsel. Ønsker I forandringer, men ved I ikke hvordan I kan komme igang, kan parsamtaler, være starten til at sortere i kaotiske følelser og tanker.
Værdigrundlag:Mit faglige værdigrundlag, tager afsæt i og er inspireret af grundlæggeren af Den Narrative Terapi, Michael White, som i 80’erne, formulerede tankerne omkring hvordan vi gennem samtaler, kan blive hjulpet til at komme i kontakt med de værdier der er vigtige i vores liv. Han udarbejdede den narrative teori, som hviler på tanken om at begivenheder og oplevelser i vores liv, kan gøre os handlingslammede og kan fastlåse os i bestemte uhensigtsmæssige mønstre.
Gennem narrative samtaler viste han os, hvordan vi kan blive støttet i at få øje på vores grundlæggende værdier, opdage nye positive varianter af begivenheder i vores liv og derigennem styrke vores selvbillede og opfattelse af os selv og vores nærmeste.
“DET ER IKKE DET VI HAR OPLEVET I LIVET, DER GØR OS TIL DEM VI ER, MEN DE HISTORIER DER ER MULIGE AT FORTÆLLE OM DET VI HAR GJORT, OG OM DET SOM ER VIGTIGT” (Michael White)
Om mig
Hej....
Mit navn er Birgitte, jeg bor i Silkeborg og er oprindelig uddannet socialpædagog. Jeg har 25 års erfaring i arbejdet med børn, unge og familier, som af forskellige årsager for en stund, har haft brug for hjælp og støtte til at kunne tackle vanskeligheder i livet.
Jeg har en terapeutisk efteruddannelse og i min professionelle praksis, har jeg de sidste 20 år uddannet og specialiseret mig i traumebehandling, familieterapi og psykisk sygdom.
Jeg har erfaring med mange forskellige varianter af emotionelle belastningsreaktioner, samt effekter af traumer, som fx angst, spiseforstyrrelse, misbrug, personlighedsforstyrrelser og andre affektive lidelser.
Uddannet indenfor sorg/krise, traumebehandling og familieterapi
Når jeg holder fri, værner jeg om det langsomme liv; jeg er en uforbederlig læsehest af både skønlitteratur og faglitteratur, og er ofte at finde omkring søer og skove i Silkeborgs smukke natur.
Jeg er frivillig telefonrådgiver hos Livslinjen, og så elsker jeg at tilbringe tid med venner, familie og mit lille barnebarn.
Til fagpersoner
Faglige konsulentydelser:
- Familiebehandling
- Terapeutiske samtaleforløb
- Hjælp og støtte til familier med spiseforstyrrelsesproblematikker
Særligt om spiseforstyrrelser:
Jeg og min samarbejdspartner, tilbyder hjælp og støtte til familier, der har spiseforstyrrelse inde på livet.
Når en spiseforstyrrelse flytter ind i et menneskes liv, er der aldrig kun én årsag. Det er ikke en fejl eller en defekt hos den der bliver ramt, men en respons på svære livsomstændigheder. En spiseforstyrrelse kan føles som en kær hjælper til at håndtere kaos, og samtidig føles den som en tsunami, der smadrer alt hvad der føles trygt og sikkert i livet. Spiseforstyrrelsen har ikke kun konsekvenser for den enkelte, men for en hel familie og alle omkring den. Vi arbejder med hele familien og familiens historie og værdier, således at det bliver et fælles anliggende, at tage magten fra spiseforstyrrelsens ødelæggende effekter.
Søskendesamtaler, forældrevejledning og søskendekurser v. Specialpædagogisk konsulent Malene Gerd Petersen:
Malene Gerd Petersen er Danmarks førende indenfor søskende og forældrekurser og bliver booket af mange forskellige organisationer i hele landet. Malene har arbejdet med søskendepårørende igennem de sidste 25 år, hun har formidlet sine erfaringer og sin viden gennem foredrag, artikler, podcasts, film og bogen “Sondemad og flødeboller” Malene arbejder med søskende til børn med handicap ud fra et pårørende-perspektiv, med respekten i fokus på hvordan hele familien kan skabe en positiv forandring sammen.
Andet:
Supervision:-
Individuel supervision og debriefing
- Gruppesupervision
- Ledere/mellemledere
Supervision hos mig sker i et trygt og roligt rum, hvor vi fælles reflekterer over faglige problemstillinger, med blik for såvel den teoretiske forståelse, som for det relationelle samspil på det professionelle og personlige plan. Med afsæt i dobbeltblikket og dobbeltlytningen, giver supervisionen mulighed for faglig kvalitetssikring, “afgiftning” af høje følelsesmæssige krav i arbejdet, og nye handlemuligheder.
Oplæg / Undervisning:
- Traumer - hvad er et traume og hvordan kan vi arbejde med tab, sorg og langsom heling?
- Tilknytningsteori og forståelse af arbejdet med tilknytningsproblematikker i praksis
- Neuroaffektiv tilgang i arbejdet med traume- og kriseramte mennesker
Med mange års erfaring som familiebehandler, har jeg uddannet og specialiseret mig i de relationelle systemer og dynamikker der er til stede, overalt hvor mennesker skal fungere sammen.
Jeg har specialuddannelse i tilknytningsteori og i neurosekventiel teori, med udgangspunkt i Bruce Perrys Child Trauma Academy, som blandt andet giver os en forståelse af hvordan et traume kan lagre sig i både krop og hjerne, samt hvilke effekter det kan have på vores adfærd og følelsesmæssige reaktionsmønstre i samspillet med andre
Kombineret danner det en grundlæggende teoretisk forståelsesramme, som en afgørende forudsætning til viden og indsigt i, hvordan vi kan arbejde med de psykologiske mekanismer, der til tider kan stå i vejen for sundt samspil og trivsel i familiers hverdag og liv. Jeg underviser fra et traumeorienteret afsæt og forbinder teori og praksis, således at deltageren tilegner sig konkret viden og handlemuligheder i det professionelle arbejde.
Kontakt
Min praksis er placeret i smukke Silkeborg.
Du kan komme med forudgående aftale og den første samtale er afklarende og uforpligtende.
Adresse: Drewsensvej 1C (Gratis gæsteparkering)
CVR.nr: 39580837
Kontakt mig: